Kritikken |
 |
||
(Jeppe Aakjærs samtid, 2) |
|||
|
|
|||
| Forfatterne i den jyske bevægelse var folkelige. De skrev for alle lag i den danske befolkning og kom dermed i kontakt med en læserskare, der ikke hidtil havde været opfattet som skønlitteraturens kernepublikum. Den folkelige appel og popularitet betød dog ikke velvilje fra anmelderne. Tværtimod. Som om folkeligheden i sig selv var negativ omtale. Forfatterne blev bebrejdet, at deres prosa var udformet i et bondsk sprog, og at emnerne var ligegyldige og uinteressante. At bøgerne til tider indeholdt socialistiske budskaber, gjorde ikke anmelderne venligere stemt. Til gengæld vakte digtsamlingerne med deres idylliske naturbeskrivelser glæde. Måske var det de let genkendelige landskaber og det ikke uvæsentlige strejf af fædrelandskærlighed, der tiltalte anmelderne. Læs mere nedenfor om modtagelsen af Jeppe Aakjærs roman Vredens Børn og om forfatterkollegaen Henrik Pontoppidans opfattelse af Jeppe Aakjærs forfatterskab. |
Den jyske bevægelse (1) |
||
|
|
Vredens Børn
Udgivelsen af Vredens Børn i 1904 rejste en storm. Romanens hudløse og barske skildring af en ung drengs oplevelser som karl fik mange til at reagere. Hvad bildte Jeppe Aakjær sig ind? Svinede gårdmænd til, beskrev dem som usympatiske og kyniske udnyttere af den unge arbejdskraft. Hvad var det for noget? Mange forsvarede gårdmændene ved at hævde, at Jeppe Aakjær ikke vidste, hvad han skrev om. Havde han nogensinde besøgt et karlekammer? Havde han overværet en arbejdsdag på en gennemsnitlig dansk gård? Og hvor mange gårde havde han i så fald set? En? To? |
||
| Mange kritikere enedes om, at skildringerne af tyendeforholdene i Vredens Børn var grebet ud af luften. Beskrivelserne af de uhumske karle- og pigekamre havde ikke rod i virkeligheden, og portrætterne af skånselsløse og kyniske gårdmænd var fortegnede og fordømmende. Jeppe Aakjær blandede agitation og fortællekunst sammen, han kunne med rette kaldes tendentiøs. | |||
|
|
|||
|
|
Meget af kritikken kom altså til at handle om romanens troværdighed. Det blev ikke til mange anmeldelser af dens litterære kvaliteter og overvejelser over, hvorvidt romanen indeholdt en god historie, om den var spændende og velskrevet, men det blev til mange indlæg og læserbreve om arbejdstider, karlekamre og gårdmænds behandling af deres ansatte. Paradoksalt nok kom kritikerne dermed til at gå Jeppe Aakjærs ærinde. De satte gennem deres anmeldelser og artikler fokus på netop de emner, Jeppe Aakjær med sin roman ønskede at belyse og debattere. | ||
|
Kritiske røster i Skive Folkeblad Skive Folkeblad bragte i tiden omkring udgivelsen af Vredens Børn mange artikler og indlæg om romanen. At Jeppe Aakjær var vokset op på egnen og stadig tilknyttet den gennem sine lange ophold hos familie og venner i Salling og Fjends gjorde ikke læsere og anmeldere blidere i deres dom over både roman og forfatter. |
|
||
|
|
En anmelder, Mads Jepsen, blev ansporet af et referat fra et møde i København, hvor Jeppe Aakjær havde debatteret tyendespørgsmålet. D. 14. december 1904 konstaterer han i Skive Folkeblad, at "Hr. Jeppe Aakjær fortsætter sine Anklager mod den danske Bonde." Mads Jepsen fastholder som andre anmeldere, at Jeppe Aakjær skaber et fortegnet billede af forholdene på de danske gårde, både gennem skrift og tale. Mads Jepsen efterlyser den mand, der kunne have rejst sig op under det københavnske møde og have fortalt en anden version af virkeligheden, end den Jeppe Aakjær lægger frem. Men Mads Jepsen må affinde sig med, at en sådan mand ikke var til stede, og at tilhørerne alle støttede Jeppe Aakjærs synspunkter. Men hvor kunne de også andet? Disse mødedeltagere, der kun kender bønderne fra "Social-Demokraten´s og Smaabladenes stadige, al Tid eddersprudende Angreb" og de moderne, realistiske romaner, hvor bonde rimer på bæst, som anmelderen lakonisk formulerer det. | ||
| Mads Jepsens synspunkter blev støttet af en Joh. Østergaard, der meget vel kendte Jeppe Aakjær, han var "for saa vidt vor Nabosøn." Joh. Østergaard skrev et harmdirrende indlæg i Skive Folkeblad d. 21. december 1904. Han havde også læst Vredens Børn og kunne ikke forstå, hvorfor beskrivelserne af tyendets forhold skulle føre til forargelse og i sidste ende ændrede forhold. At karl og pige i fjorten dage skulle våge over en hoppe i fol, som Jeppe Aakjær havde beskrevet det, var blot udtryk for husbondens tillid til sine ansatte. Joh. Østergaard slår sin holdning fast ved at sige: |
Af Joh. Østergaards indlæg i Skive Folkeblad 21.12.1904 |
||
"Jeg synes, det snart gaar for vidt med den "danske Digter," naar han siger, at om Søndagen skal der muges. Jeg siger: Der skal mere. Kreaturerne skal ogsaa fodres" (Skive Folkeblad d. 21. december 1904). |
|||
|
|
Afslutningen på Joh. Østergaards indlæg afslører, at hans kritik ikke kun handler om en romans kvalitet og troværdighed. Den bunder i Jeppe Aakjærs rolle i forhold til det lokalsamfund, han havde tilhørt, men som han omkring udgivelsen af Vredens Børn havde forladt til fordel for København og kortere ophold i Salling og Fjends: | ||
| "Nej, havde Jeppe Aakjær arbejdet sig op fra Rekrut til Oberst, saa kunde vi heroppe ved Karup Aa have set med Stolthed op til ham. Men nu gør vi det ikke, hverken i skriftelig eller social Forstand" (Skive Folkeblad 21. december 1904). | |||
|
De positive undtagelser
Vredens Børn fik dog også gode anmeldelser. Jeppe Aakjær blev rost for at tage et så kontroversielt og sprængfarligt emne op og for at turde give en så virkelighedsnær skildring af forholdene for tyendet. De positive kritikere tog således fat samme sted som de negative i romanens realisme - her blot med modsatte fortegn. Hør, hvad anmelderen i Fyens Venstreblad havde at sige om bogen: |
|
||
|
|
"Denne Bog vil aabne Øjnene lidt mere for Tyendets til Tider trælsomme og hundkssvinske Tilværelse. Den vil rive Bindet fra de forblindedes Øjne og lægge et af Samfundets Saar blot" (Fyens Venstreblad 16. november 1904). |
||
| Anmelderen fik ret. Vredens Børn var med til at skabe debat om tyendeforholdene, og den blev den direkte anledning til, at en Tyendekommision blev nedsat med det formål at revidere Tyendeloven fra 1854. I 1921 blev loven ophævet. | |||
|
Henrik Pontoppidan
Henrik Pontoppidan (1857-1943) var forfatterkollega til Jeppe Aakjær. Han skrev op gennem 1880´erne en række politiske og socialt indignerede noveller og romaner om bondemiljøet, hvilket gjorde ham til forløber for den jyske bevægelse forløber og åndsfælle. Henrik Pontoppidan adskilte sig dog fra bevægelsen ved ikke at være vokset op i det bondemiljø, hans tidlige bøger handlede om; han var præstesøn fra Fredericia og kendte derfor ikke miljøet indefra som den jyske bevægelses forfattere gjorde. Måske derfor skrev han, som han gjorde, da han d. 15. december 1904 pr. brev takkede Jeppe Aakjær for det eksemplar af Vredens Børn, han havde modtaget: |
Henrik Pontoppidan, ca 188'erne |
||
Johannes Nielsen: Jeppe Aakjær.1929 |
"Det er den Bog, jeg engang selv drømte om at skrive. Der skjuler sig da ogsaa lidt Vemod og en Smule Misundelse i min Lykønskning til Dem, endskønt jeg nu meget godt forstaar, at jeg kun har gjort vel i at lade Opgaven ligge, da jeg dog havde manglet Evnen til at tage den op paa værdig Maade. Den har ligget og ventet paa sin Mand og er nu faldet i rette Hænder" (Henrik Pontoppidans Breve, udvalgt og kommenteret af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff 1997, bind 1 s. 242). |
||
| Henrik Pontoppidans ros af Jeppe Aakjær var formentlig dybfølt, da han skrev brev i 1904. Men siden ændrede tonen sig ikke overfor Jeppe Aakjær, men overfor tredjemand. I 1927 skrev Henrik Pontoppidan til forfatteren Richard Gandrup, at Aakjær "med Årene [er] bleven mere og mere af et Biblioteksmøl, der er nærer sig af gammelt Papir." Og ved Jeppe Aakjærs død i 1930 udsagde Henrik Pontoppidan denne dom over den afdøde forfatter: | |||
"Jeg anså ikke Åkjær for nogen betydelig Ånd, knap nok for en stor Digter. Han manglede Vingefang, var mærkelig blottet for Lidenskab. Hans Poesi er Hyrdepoesi, vemodig rørende, stundom gribende som i Digtet om Havren. Men han nøjedes med at være stor i det små. Dog, det bør han måske egentlig prises for i en Tid, hvor så mange tumler klodset med store Problemer for at vise sig som Kraftkarle. På Talerstole og i Aviser gjorde han det ganske vist undertiden selv, men ikke i sin Digtning, hvor alt er ægte følt ren og ærlig Tale" (Henrik Pontoppidans breve, bind 2 s. 237). |
Baggård i Prinsensgade, København ca. 1914 |
||
| Måske bundede Henrik Pontoppidans kritik i hans modvilje mod Jeppe Aakjærs jyske projekt; Jeppe Aakjær nærede et livslangt ønske om at sætte Jylland og den jyske mand på det litterære danmarkskort og derved skabe et modbillede til det litterære miljø i København. Han mente, at den jyske mand havde et sundere livssyn at tilbyde, et styrkens, kraftens og naturens livssyn. Af samme grund havde Jeppe Aakjær i 1902 planer om at samle et årsskrift med tekster af en række jyske forfattere, og han bad Henrik Pontoppidan sende et bidrag. Henrik Pontoppidan svarede tilbage, at det ikke havde hans interesse; det danske folk var for lille til at blive sønderdelt i jyder, fynboer og sjællændere. I modsætning til Jeppe Aakjær troede Henrik Pontoppidan heller ikke meget på jydens særlige karakter og evne til at føre Danmark i en anden og bedre retning. Henrik Pontoppidan mente derimod, at | |||
| "Fremtidens Naturstyrke vil vokse op af de københavnske Rendestene, at de store Byer overhovedet er damphede Couveuser, der udruger Fremtidsmennesker, og at enhver Løsrivelse fra dem er den moderne Form for at gå i Kloster" (Henrik Pontoppidans breve, bind 1 s. 219). | |||
| Henrik Pontoppidan var trods sin højere alder måske en mere moderne mand end Jeppe Aakjær. Han var i hvert fald fremskridtets, byernes og modernitetens mand, mindre bundet til traditionen og arven fra landet, som Jeppe Aakjær hele sit liv fastholdt og hægede om. Måske var det forskellen på præstesønnen fra Fredericia og bondesønnen fra Aakjær. | |||
< Den jyske bevægelse |
|
||
| Med Jylland i hjertet (forsiden) | Mennesket Jeppe Aakjær | Jeppe Aakjær og os | Digteren Jeppe Aakjær |
