 |
Agitatoren Jeppe Aakjær |
||
Lyrikeren (1)Prosaisten (2)Lokalhistorikeren (4) |
"Alt i mit liv har været agitation" sagde Jeppe Aakjær, og der er da heller ingen tvivl om, at agitationen for ham var lige så vigtig som det skønlitterære forfatterskab. Gennem taler, foredrag og artikler kunne han behandle mange af de emner, hans romaner og noveller handler om blot med den forskel, at fortællingens indirekte form her blev skiftet ud med den direkte. Tingene kunne siges lige ud uden fortællingens omsvøb. Om det så gjaldt forholdene for husmænd, landarbejdere og tyende, kvindernes valgret eller hedens fredning. Læs om Jenlefesterne og hedesagen nedenfor. | ||
|
Jenlefesterne
Jenlefesterne blev Jeppe Aakjærs helt eget forum for taler og debat. Den første Jenlefest blev afholdt i 1910, og indtil Jeppe Aakjærs død blev der (med få undtagelser) hver sommer afholdt fest på Jenles jorder. Her kunne festdeltagerne foruden Jeppe Aakjær selv høre politikere og kulturpersonligheder tale om aktuelle politiske og kulturelle spørgsmål. Festerne samlede tusindvis af mennesker fra området omkring Jenle. Hør, hvad Solvejg Bjerre, Jeppe Aakjærs datter, fortæller: |
|
||
| "Festerne var en fast Del af Sallingboens Tilværelse. Naar Karlene fæstede sig for Sommerhalvaaret, traf de forud Aftale om en Fridag, enten Ret til at tage til Jenle-fest eller paa Dyrskue. Festen var enestaaende i Landet. Aakjær vilde, der skulde være noget for enhver - Gynger, Telte, Sang, Foredrag og Dans" (Fyens Venstreblad 29.12.1940). | |||
|
Måske var det ikke kun talerne, der trak & men Jenlefesterne er vedblevet at være en årligt tilbagevendende begivenhed, der den dag i dag samler mange mennesker på jorderne omkring Jenle. |
|||
|
|
|||
|
Hedens fredning
En af Jeppe Aakjærs hjertesager var hedens fredning. Han talte om emnet ved Jenlefesten i 1916, hvor han slog til lyd for en fredning af den hede, han var vokset op ved, og som nu var ved at forsvinde. Fra midten af 1800-tallet havde Hedeselskabet arbejdet på det storstilede projekt at tilplante og opdyrke den jyske hede. Efter nederlaget i krigen i 1864 rettedes de nationale kræfter mod mulighederne i det nu reducerede Danmark, og ud fra devisen "hvad udad tabes, skal indad vindes" påbegyndtes opdyrkningen og tilplantningen. H.C. Andersens profeti om, at "om føje år heden som en kornmark står," kom til at holde stik. |
Hans Schmidt: Blomstrende lyng |
||
 |
Det var i Jeppe Aakjærs øjne en katastrofe. Han opfattede hedelandskabet som det oprindelige landskab i Danmark, det havde "ligget urørt lige fra Stenalderfolkenes Tid" ("Hedens fredning," Samlede Værker 1919 bind 4 s. 487). At fjerne heden var at fjerne et kapitel i danmarkshistorien. For Jeppe Aakjær var kampen om heden desuden en kulturkamp mellem øst- og vestdanmark. "Bøgeskovens Sønner" fra øst ville se "Sjælland alle Vegne" ("Hedens Fredning" s. 488), som Jeppe Aakjær udtrykte det, og fik de og Hedeselskabet held til at fuldføre deres projekt, ville bøgeskove og kornmarker afløse lyng og enekrat. Det vestdanske landskab ville for altid være borte og et vestdansk naturideal være veget for et østdansk. | ||
| Knud Erik Larsen: "Bette Dorte". 1904. | |||
|
Men ikke bare landskabet ville forandre sig, hvis heden forsvandt, også egnens mennesker ville forvandles. I følge Jeppe Aakjær var vestjyden rundet af det landskab, han var vokset op i; han var gjort stærk og sej, hårdfør og ukuelig af det barske og forblæste landskab. Bøgeskove og kornmarker ville ikke bare gøre vestjyden hjemløs på sin egen egn, de ville også med tiden forandre ham. "Den, der forandrer den jydske Natur, han forandrer også den jydske Mand," sagde Jeppe Aakjær (Studier fra Hjemstavnen 1929-32 bd. 6 s. 138). Den jyske mand skulle have lov at forblive i den barskhed, der tiltaler hans sjæl, som Jeppe Aakjær udtrykte det.
Hedesagen var for Jeppe Aakjær ikke kun politisk, den udsprang også af personlige følelser. Han var vokset op som nabo til de store hedestrækninger, han havde passet får dér, ja, hans barndomserindringer var bundet til det flade og karrige landskab. Hedeopdyrkningen ville altså ikke kun fjerne og udslette en særlig landskabstype, men dertil en del af Jeppe Aakjærs fortid og de mange minder, der havde dannet grobund for en række af hans digte. Jeppe Aakjærs bøn lød derfor |
|||
| "Lad den jydske Hede ligge som Reserve. Jeg sværger Dem til: Vi får aldrig brug for den til andet end til Ferierejser, til Luftspejlinger, til Dyrs Fredning, til Fuglens Flugt" ("Hedens fredning" s. 490). | |||
|
Men lige lidt hjalp det. I 1928 måtte Jeppe Aakjær resignere og erkende, at "Heden lever gennemgaaende kun i vor Erindring" (Studier fra Hjemstavnen bd. 6 s. 103). I dag har vi dog en reserve. Kongenshus Plantage ligger som en efterladt rest af Jeppe Aakjærs barndomslandskab en reserve til ferierejser, luftspejlinger og fugles flugt. Jeppe Aakjærs kamp mod hedeopdyrkningen fandt også vej til digtene. Læs det stærkt politiske digt "Vi er Siv" fra Rugens Sange og andre Digte, hvor sivene har fået mæle og midt i deres samtale bliver hugget om af ploven. Eller læs om "Den jydske Lyng" og "Hedelandet" i samme digtsamling. |
|||
< Prosaisten |
|
Lokalhistorikeren > |
|
Med Jylland i hjertet (forsiden) Jeppe Aakjærs samtid Jeppe Aakjær og os Mennesket Jeppe Aakjær |
|||
