 |
Lyrikeren Jeppe Aakjær(Digteren Jeppe Aakjær, 1)Det er som lyriker, de fleste kender Jeppe Aakjær. Du har sikkert sunget om havren med bjælder på og Jens Vejmand med klude om sin hånd, og du kender formentlig hyrden, der bærer med smil sin byrde & Jeppe Aakjær er da også en af de digtere, der leverer flest digte til højskolesangbogen. De fleste digte handler om naturen, men Jeppe Aakjær skrev også om personligheder fra Salling og Fjends og politiske digte om vilkårene for husmænd og tyende på landet. Læs om Jeppe Aakjærs naturdigte og digtsamlingen Rugens Sange og andre Digte nedenfor. |
||
Prosaisten (2) |
|||
| Lokalhistorikeren (4) | |||
|
Naturen og mystikken
Det er især Jeppe Aakjærs naturdigte, der i dag læses, og som har vist sig levedygtige ud over Jeppe Aakjærs egen tid. Naturen i hans digte er hentet i Salling og Fjends og især i barndommens landskaber ved Karup Å: |
|||
| "Der er en intim forbindelse mellem min digtning og Karup Å, ja, det er vel tvivlsomt, at jeg var blevet den digter, jeg er, hvis jeg ikke var blevet født på denne ås bredder" (Fra min Bitte-Tid, 1928/1992 s. 148). | |||
| Åen var mystik og fantasi. Langs dens bredder kunne den unge Jeppe Aakjær drømme, han kunne ligge på maven ved bredden og stirre ned i vandets rislende løb mod Skive Fjord. Åen var frihed. Den flød over med poesi. Det er disse barndommens øjeblikke i intim forbindelse med naturen, Jeppe Aakjærs bedste digte handler om. |  |
||
|
|
|||
|
|
Rugens Sange og andre Digte fra 1906 er et hovedværk i Jeppe Aakjærs forfatterskab. Den er blevet en klassiker i dansk litteratur, det viser alene antallet af oplag og udgaver. Min udgave af samlingen er fra 1954, den er nummer tretten i rækken, og, som der står på bogens bagside, er Rugens Sange og andre Digte dermed trykt i 56.250 eksemplarer. Fra denne samling kommer mange af de digte, vi kender som sange: "Naar Rugen skal ind," Mors Rok," "Jens Vejmand," "Havren" og "Sundt Blod," sidstnævnte bedst kendt under sangtitlen "Jeg bærer med Smil min Byrde." | ||
| Digtsamlingen indledes med en cyklus på tretten digte. Her følger vi rugens liv, fra den sås om efteråret, over sommerens kornmod og høst til rugknipperne lægges på loftet i det tidlige efterår. Lyt engang til indledningsdigtet "Forspil," der starter således: |  |
||
"Jeg lægger mig i Læet her ved Storrugens Rod jeg lytter og jeg lytter, til det synger i mit Blod.Den hvide Rug, den blide Rug, som mod min Tinding slaar - det er som tusind Fingre smaa paa Sølvtangenter gaar." |
|||
| Jeget ligger i kornet, kigger op mod himlen og lytter, indtil det suser i blodet. Denne susen går igen i mange af Jeppe Aakjærs naturdigte. Mødet med landskaberne, mødet med rugen, med fuglene, med solen og månen, med skoven og fjorden alt sammen sætter det skred i hjertet, får blodet til at løbe hurtigere, bringer minder og længsler frem. | |||
|
|
|||
|
|
Længsler, ja. Lad os forestille os, at Jeppe Aakjær var blevet boende i sin fødeby Aakjær, Fly Sogn. Lad os forestille os, at han var blevet bonde, som det var planen. Lad os forestille os, at han havde dyrket jorden, sået og pløjet, sat rugen i skok og svedende kørt den hjem. Kunne han da have skrevet om "den hvide Rug, den blide Rug?" Kunne han da have fortalt, hvordan det synger i blodet og slår mod tindingen som tusind fingre på "Sølvtangenter?" Næppe. For der skulle afstand til. Han måtte forlade de jyske landskaber for at skrive så smukt om dem. Han måtte opleve at tabe det hele og at længes tilbage ikke til det sure slid med tørv og møg, men til mystikken ved Karup Å. Det er længslen og vemodet over det tabte, der sætter digtene i gang. | ||
|
|
|||
| Kun få digtsamlinger opnår at blive folkeeje i Danmark. Hvorfor så netop Rugens Sange og andre Digte? Måske fordi Jeppe Aakjær specielt i denne bog formåede at forene det nære og konkrete med det storladne og abstrakte. I hans digte er der rugaks og blomsterknopper, der er mynten og muldvarpen, der er viber og fårenes brægen alt sammen side om side med Gud, Altet og det evige, side om side med mindet og længslen, med stjerner og kloder, drømme og sjæle. Fint vævet ind i landskabet og årstiderne, så beskrivelserne af den håndgribelige natur får større dimensioner end som så. For i Jeppe Aakjærs digtersind var alle enkelthederne og hverdagsoplevelserne i naturen udtryk for noget større, for altings sammenhæng og altings mening. At gå langs rugmarken og lade hånden løbe mellem aksene, det var at røre ved væksten, ved livet, ved selve mysteriet. Derfor er Jeppe Aakjærs digte ikke kun hjemstavnsdigte om fødeegnen og dens særpræg, men også digte om kærligheden og Altet, universet og gåderne. Måske derfor har de vist sig at være langtidsholdbare. Læs digtet "Karlsvognen" fra Rugens Sange og andre Digte, her er det hele. | |||
